Det er jo bare sådan, jeg er

Den dominerende fortælling i nyhedsmedierne og blandt mange fagpersoner og politikere er, at det er gavnligt og nødvendigt, at vi henviser - og har henvist - en stigende gruppe børn og unge til psykiatrien de sidste mange år og fået dem udredt, diagnosticeret og behandlet. Det er jo bare sådan, jeg er udfordrer og nuancerer den fortælling med udgangspunkt i både faglighed og levede erfaringer. Nicola Nyhave er autoriseret psykolog, specialist i klinisk børne- og ungepsykologi og har mangeårig erfaring med at lave PPR-undersøgelser af børn i mistrivsel og henvise dem til psykiatrien. Hun er også mor og bonusmor til fire børn, hvoraf tre af dem i løbet af deres barndom tilsammen fik syv psykiatriske diagnoser. Gennem bogen kaster Nyhave et kritisk blik på konsekvenserne af en kultur, der så villigt ser på børn og unge - og i tiltagende grad også voksne – fra et psykiatrisk perspektiv. Det gør hun ved gnidningsfrit at bevæge sig mellem de to positioner: fagperson og mor. Hun inddrager relevant forskning, indlæg fra samfundsdebatterne om børn, unge og psykiatri, samtidig med at hun fortæller åbent og ærligt om sin families historie, børnenes skæbner, egne tvivl og fejltrin. Undervejs får vi også uddrag fra børnenes journaler, ligesom de nu vokse børn selv kommer til orde. Tilsammen danner det en på én gang tankevækkende kritik og et rørende vidnesbyrd om de konsekvenser, man må leve med på godt og ondt ved at få en diagnose som barn – helt ind i voksenlivet.

Den dominerende fortælling i nyhedsmedierne og blandt mange fagpersoner og politikere er, at det er gavnligt og nødvendigt, at vi henviser - og har henvist - en stigende gruppe børn og unge til psykiatrien de sidste mange år og fået dem udredt, diagnosticeret og behandlet. Det er jo bare sådan, jeg er udfordrer og nuancerer den fortælling med udgangspunkt i både faglighed og levede erfaringer. Nicola Nyhave er autoriseret psykolog, specialist i klinisk børne- og ungepsykologi og har mangeårig erfaring med at lave PPR-undersøgelser af børn i mistrivsel og henvise dem til psykiatrien. Hun er også mor og bonusmor til fire børn, hvoraf tre af dem i løbet af deres barndom tilsammen fik syv psykiatriske diagnoser. Gennem bogen kaster Nyhave et kritisk blik på konsekvenserne af en kultur, der så villigt ser på børn og unge - og i tiltagende grad også voksne – fra et psykiatrisk perspektiv. Det gør hun ved gnidningsfrit at bevæge sig mellem de to positioner: fagperson og mor. Hun inddrager relevant forskning, indlæg fra samfundsdebatterne om børn, unge og psykiatri, samtidig med at hun fortæller åbent og ærligt om sin families historie, børnenes skæbner, egne tvivl og fejltrin. Undervejs får vi også uddrag fra børnenes journaler, ligesom de nu vokse børn selv kommer til orde. Tilsammen danner det en på én gang tankevækkende kritik og et rørende vidnesbyrd om de konsekvenser, man må leve med på godt og ondt ved at få en diagnose som barn – helt ind i voksenlivet.