Selskabet

Hesselholdts fortællekreds om Camilla og hendes selskab af familie, venner og bekendte – og nok så meget mangel på samme - samlet i ét bind. Christina Hesselholdt og hendes suite om Camilla har høstet de smukkeste anmelderroser. Politiken skrev fx: "Formen er monologen (og hvilken monolog! Vittig! Bevægende! Ekvilibristisk!) med skiftende jeg-fortæller, oftest Camilla. Camilla-bøgerne kan betragtes som en udforskning af dét, der på én gang er deres form og et fundamentalt træk ved dét at være menneske: den indre monolog. Hvordan lever vi hver især med den indre monolog, med de ord og sætninger, der bestandig kværner i kraniekassen? Er vi alene med dem, eller kan vi forbinde os med andre gennem dem? Hvad sker der, når vi efterlades eller forlades af dem, vi har gjort til tankernes Du? Hesselholdts litterære indre monologer trøster og beroliger os, fordi kraniekasserne (de forskellige karakterers, karakterens og læserens) genlyder af hinandens ensomhed. Og fordi hun formår at gøre sprogkværnen til ubeskriveligt frydefulde kæder af ord og sætninger, hvad enten de snor sig om døden eller noget mere muntert. Det er intet mindre end en kærlighedens gerning. Og det er ikke eskapistisk ordleg, det er snarere en sej og tålmodig kredsen, nej snarere en dans med spring og piruetter, om smertepunktet."

Hesselholdts fortællekreds om Camilla og hendes selskab af familie, venner og bekendte – og nok så meget mangel på samme - samlet i ét bind. Christina Hesselholdt og hendes suite om Camilla har høstet de smukkeste anmelderroser. Politiken skrev fx: "Formen er monologen (og hvilken monolog! Vittig! Bevægende! Ekvilibristisk!) med skiftende jeg-fortæller, oftest Camilla. Camilla-bøgerne kan betragtes som en udforskning af dét, der på én gang er deres form og et fundamentalt træk ved dét at være menneske: den indre monolog. Hvordan lever vi hver især med den indre monolog, med de ord og sætninger, der bestandig kværner i kraniekassen? Er vi alene med dem, eller kan vi forbinde os med andre gennem dem? Hvad sker der, når vi efterlades eller forlades af dem, vi har gjort til tankernes Du? Hesselholdts litterære indre monologer trøster og beroliger os, fordi kraniekasserne (de forskellige karakterers, karakterens og læserens) genlyder af hinandens ensomhed. Og fordi hun formår at gøre sprogkværnen til ubeskriveligt frydefulde kæder af ord og sætninger, hvad enten de snor sig om døden eller noget mere muntert. Det er intet mindre end en kærlighedens gerning. Og det er ikke eskapistisk ordleg, det er snarere en sej og tålmodig kredsen, nej snarere en dans med spring og piruetter, om smertepunktet."