Pibende hængsler

En lille kreds af socialdemokrater dyrkede under Anden Verdenskrig en fascination af det tyske. Nogle tog springet og blev decideret nazister. Stauning, som var statsminister frem til sin død i 1942, før krigslykken vendte, talte selv for samarbejdspolitikken, var fascineret af den økonomiske politik (planøkonomi), som førtes i Tyskland, og så formentlig ingen anden udvej på krigen, end at Danmark på en eller anden måde ville blive indlemmet i et stortysk rige. De socialdemokrater, som bogen handler om, dækkede sig både dengang og senere ind under, at deres holdninger blot flugtede med Staunings og dermed var partipolitik. De fleste fik blev efterfølgende ekskluderet af partiet, da regnskabet skulle gøres op. Først efter Staunings død kunne man internt i partiet tage et opgør med afvigerne og blive enige om den rette linje for resten af besættelsestiden. Jens Otto Krag optræder i bogen som en, der forlod kredsen i tide, og Harald Bergstedt, den nazistiske ophavsmand til kendte børnesange som Solen er så rød, mor og Jeg ved en lærkerede. Politikere og historikere har siden forsøgt at tegne skellet tydeligere op, end historien kan retfærdiggøre. På et maleri, som pryder Socialdemokratiets gruppeværelse, ses Vilhelm Buhl, som blev statsminister efter Staunings død i 1942, med sikker hånd styre kutteren Jenny, der reddede danske jøder over Øresund, i land. Selvom Buhl faktisk er kendt for at have holdt den såkaldte stikkertale, som harcelerede imod sabotører og modstandsaktioner mod værnemagten. Det historiske problem tager Arne Hardis fat på i denne bog.

En lille kreds af socialdemokraterdyrkede under Anden Verdenskrig en fascination af det tyske. Nogle tog springet og blev decideret nazister. Stauning, som var statsminister frem til sin død i 1942, før krigslykken vendte, talte selv for samarbejdspolitikken, var fascineret af den økonomiske politik (planøkonomi), som førtes i Tyskland, og så formentlig ingen anden udvej på krigen, end at Danmark på en eller anden måde ville blive indlemmet i et stortysk rige.De socialdemokrater, som bogen handlerom, dækkede sig både dengang og senere ind under, at deres holdninger blot flugtede med Staunings og dermed var partipolitik. De fleste fik blevefterfølgende ekskluderet af partiet, da regnskabet skulle gøres op. Først efter Staunings død kunne man internt i partiet tage et opgør med afvigerne og blive enige om den rette linje for resten af besættelsestiden. Jens Otto Krag optræder i bogen som en, der forlod kredsen i tide, og Harald Bergstedt, den nazistiske ophavsmand til kendte børnesange som Solen er så rød, mor og Jeg ved en lærkerede.Politikere og historikere har siden forsøgt at tegne skellet tydeligere op, end historien kan retfærdiggøre.På et maleri, som pryder Socialdemokratiets gruppeværelse, ses Vilhelm Buhl, som blev statsminister efter Staunings død i 1942, med sikker hånd styre kutteren Jenny, der reddede danske jøder over Øresund, i land. Selvom Buhl faktisk er kendt for at have holdt den såkaldte stikkertale, som harcelerede imod sabotører og modstandsaktioner mod værnemagten.Det historiske problem tager Arne Hardis fat på i denne bog.

"Pibende hængsler" af Arne Hardis er en fascinerende gennemgang af en problematisk tid i Socialdemokratiet historie, hvor en lille, indsnævret gruppe af socialdemokrater under Anden Verdenskrig lod sig forføre af deres fascination af Tyskland og det nazistiske riges politik. Thorvald Stauning, der var statsminister af Danmark indtil sin død i 1942, var fortaler for at samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Ligesom en række af sine partifæller var Stauning fascineret af den tyske planøkonomi og mente formodentligt, at krigen ville slutte med at tyskerne vandt og at Danmark ville blive tvangsindlemmet i et nazistisk rige. Stauning døde før krigen vendte, men selv efter hans død fortsatte flere socialdemokrater med at dyrke det tyske - enkelte sprang endda ud som udtalte nazister. Deres argumenter var, at de fulgte i Staunings fodspor og fulgte partilinjen, men Socialdemokratiet efter Stauning besluttede sig for at rydde ud i deres geledder og gøre internt op med afvigerne i partiet. "Pibende hængsler" er skrevet af Arne Hardis, journalist og politisk redaktør ved Weekendavisen, der i bogen går i dybden med denne tid i historien. På indlevende vis fortæller han om opgøret mellem tyskvenlige og tyskfjendtlige socialdemokrater, samt hvordan problemstillingen udfoldede sig. Hardis fortæller blandt andet om partifolk som Jens Otto Krag, der forlod den tyskfascinerede kreds i tide, og nazistiske Harald Bergstedt, som var forfatteren til "Solen er så rød, mor" og "Jeg ved en lærkerede".