Længslernes fængsel

I det moderne sundhedssystem er det for det meste behandlerne, der har ordet. Patienterne bliver overhørt eller er ude af stand til at tale deres egen sag. I denne bog forsøger jeg at give et unikt indblik i livet bag murene, når psykisk sydom har udviklet sig til kriminalitet. I bogen fortæller jeg åbenhjertigt om min kamp for at komme ud af selvskade og dermed skabe mig et nyt liv. Jeg fortæller om min dagligdag, med mine op- og nedture, og jeg skildrer de forhold, jeg lever under nu – på fjerde år. Bogen er ikke skrevet til hyggelæsning, så man skal være forberedt på, at det er både rørende og barsk læsning. Man kan mene om bogen, hvad man vil, og man kan tage den til sig eller lade være. Men her er beskrivelsen af mit liv i ”længslernes fængsel”. Uddrag af bogen Jeg ankom til afdelingen en varm sensommerdag i september 2012. Jeg havde haft en lang tur, hvor jeg havde følt mig meget slem og farlig, da jeg jo kørte med politiet. Jeg kunne virkelig ikke betragte mig selv som hverken kriminel eller pyroman. Men jeg havde jo gjort noget kriminelt og var derfor nødt til at blive transpor­teret af politiet. Det må siges, at det ikke var den store velkomstkomite, der mødte mig – ikke positiv i hver fald. Jeg blev vist ind i besøgsstuen, hvor jeg blev bedt om at tage tøjet af, så jeg kun stod i undertøj. Så blev mit tøj undersøgt, og alle mine personlige ejendele blev kigget igennem fra a til z. Det var ekstremt krænkende at fremmede mennesker gennemrodede mine ting. Jeg stod jo bare der i undertøj. Om forfatteren Trine Petersen (f. 1975) er født i Helsingør. Hun har aldrig taget en uddannelse eller været på arbejdsmarkedet og er med egne ord ”professionel patient”.

I det moderne sundhedssystem er det for det meste behandlerne, der har ordet. Patienterne bliver overhørt eller er ude af stand til at tale deres egen sag. I denne bog forsøger jeg at give et unikt indblik i livet bag murene, når psykisk sydom har udviklet sig til kriminalitet. I bogen fortæller jeg åbenhjertigt om min kamp for at komme ud af selvskade og dermed skabe mig et nyt liv. Jeg fortæller om min dagligdag, med mine op- og nedture, og jeg skildrer de forhold, jeg lever under nu – på fjerde år. Bogen er ikke skrevet til hyggelæsning, så man skal være forberedt på, at det er både rørende og barsk læsning. Man kan mene om bogen, hvad man vil, og man kan tage den til sig eller lade være. Men her er beskrivelsen af mit liv i ”længslernes fængsel”. Uddrag af bogen Jeg ankom til afdelingen en varm sensommerdag i september 2012. Jeg havde haft en lang tur, hvor jeg havde følt mig meget slem og farlig, da jeg jo kørte med politiet. Jeg kunne virkelig ikke betragte mig selv som hverken kriminel eller pyroman. Men jeg havde jo gjort noget kriminelt og var derfor nødt til at blive transpor­teret af politiet. Det må siges, at det ikke var den store velkomstkomite, der mødte mig – ikke positiv i hver fald. Jeg blev vist ind i besøgsstuen, hvor jeg blev bedt om at tage tøjet af, så jeg kun stod i undertøj. Så blev mit tøj undersøgt, og alle mine personlige ejendele blev kigget igennem fra a til z. Det var ekstremt krænkende at fremmede mennesker gennemrodede mine ting. Jeg stod jo bare der i undertøj. Om forfatteren Trine Petersen (f. 1975) er født i Helsingør. Hun har aldrig taget en uddannelse eller været på arbejdsmarkedet og er med egne ord ”professionel patient”.