Kroppens sublime tale

Oplysningstiden er kendt for sin optimistiske tro på den menneskelige fornuft, på nytten af viden og oplysning. Mindre kendt er derimod dens fascination - både i tænkningen og i kunsten - af det irrationelle og af eksperimenter, ikke mindst med krop og sanser, smat af store (sublime) følelser. Bogen fokuserer på denne oplysningens dialektik med tableauet som pejlemærke. I tableauet taler kroppen med sit stumme sprog om følelser og ideer, der ikke kan udtrykkes på anden måde. På een gang klart i sit motiv og uudgrundeligt i sit udtryk. Tableauet betegner en ny følsomhed over for visualitet og bevægelse, tid og væren i kunsten og en særlig respekt for den subjektive tilegnelse.

Oplysningstiden er kendt for sin optimistiske tro på den menneskelige fornuft, på nytten af viden og oplysning. Mindre kendt er derimod dens fascination - både i tænkningen og i kunsten - af det irrationelle og af eksperimenter, ikke mindst med krop og sanser, smat af store (sublime) følelser. Bogen fokuserer på denne oplysningens dialektik med tableauet som pejlemærke. I tableauet taler kroppen med sit stumme sprog om følelser og ideer, der ikke kan udtrykkes på anden måde. På een gang klart i sit motiv og uudgrundeligt i sit udtryk. Tableauet betegner en ny følsomhed over for visualitet og bevægelse, tid og væren i kunsten og en særlig respekt for den subjektive tilegnelse.