Krigen har ikke et kvindeligt ansigt

Nobelprisen i litteratur 2015Politiken, seks hjerter Berlingske Tidende, seks stjernerKristeligt Dagblad, seks stjernerJyllands-Posten, fem stjernerHistorisk vidnesbyrd i prosa-drama ”Ved Stalingrad var der så mange dræbte, at hestene holdt op med at være bange for dem. Normalt bliver de skræmt. En hest vil aldrig træde på et dødt menneske. Vi samlede vores egne døde op, men tyskerne lå spredt ud over det hele. Frosne … Iskroppe … Jeg var chauffør, jeg kørte kasser med ammunition, og jeg kunne høre, hvordan deres kranier knustes under bilens hjul … Deres knogler … Og jeg var lykkelig …” ***Da Tyskland i 1941 går over grænsen til Sovjetunionen og bryder ikkeangrebspagten fra 1939, begynder det der i Sovjetunionen benævnes ”Den store Fædrelandskrig”. Omkring en million russiske kvinder melder sig til Den Røde Hær og ikke blot til traditionelle kvindelige opgaver som at bære sårede væk fra slagmarken og fungere som sygeplejersker. Mange insisterer på at få egentlig militære opgaver, og som piloter, snigskytter og kampvognsførere kæmper de side om side med mændene. Efter krigen bliver de i modsætning til mændene ikke betragtet som helte, men mødt med mistænksomhed og ofte ligefrem foragt. Derfor tier de. Indtil Svetlana Aleksijevitj i 1978 begynder at opsøge dem rundt om på fabrikkerne og i deres hjem og beder dem fortælle deres historie. Krigen har ikke et kvindeligt ansigt består af over 200 kvinders vidnesbyrd, en mangfoldighed af stemmer, der sammen med forfatterens refleksioner danner en helt særegen stil, en slags prosa-drama eller lyrisk dokumentar. Bogen er den første i forfatterens store projekt om at beskrive den store historie fra det lille menneskes perspektiv i korværket Utopiens stemmer. Oversat af: Tine Roesen.

Under Anden Verdenskrig melder omkring en million russiske kvinder sig til Den Røde Hær for at kæmpe for Fædrelandet, mange helt unge og ganske uvidende om, hvad der venter dem. De udfører militære opgaver som snigskytter, piloter og mekanikere, og som sygeplejersker bjærger de sårede væk fra slagmarken og plejer dem. Da de efter krigen vender hjem, bliver de ikke mødt som helte, men derimod betragtet med mistænksomhed og ofte ligefrem foragt. Derfor tier de. Først da Svetlana Aleksijevitj i 1978, et halvt liv efter krigens afslutning, begynder at opsøge disse kvinder og interviewe dem, får deres oplevelser igen værdi, og kvinderne får den stemme, som de indtil nu har savnet