Højskolevævning og kvindeliv i Askov

Interessen for vævning og andre former for håndarbejde er voksende, og bæredygtighed og genbrug er kommet i fokus som et vægtigt modsvar til industriens masseproduktion. En tilsvarende reaktion sås i slutningen af 1800-tallet, hvor historien om vævningen i Askov tager sin begyndelse. Det var Jenny la Cour, som introducerede håndvævning i Askov, og i de følgende årtier fik de traditionelle bondevævninger – mønstre og farver – nyt liv i hænderne på Askovs vævekursister.Inspirationen kom især fra højskoler i de andre nordiske lande, men traditionelle danske dragter, mønstre og stoffer fra museer og samlinger, og fra vævekursisternes hjemegne, var også i spil. Sveriges hemslöjds-tradition og folkehøjskoler fik enorm betydning – ikke mindst den berømte Sätergläntan Vävskola, som blev stiftet i 1926 i Dalarna. Det var der Paula Trock fik ideen til sin væveskole for kvinder, og hun fik efterfølgende både væveskolen Askovhus, væveværkstedet Troba og Spindegården i Askov på vingerne. I sine knapt 50 år i Askov kom hun både til at stå for stoffer inspireret af bondevævningen og de smukke, enkle og elegante uldstoffer til bl.a. klassisk dansk møbeldesign. Charlotte Rud fik vævningen skemasat som højskolefag i 1930’erne og Inge Bjørn tog over i 1953, hvor højskolens tætte tilknytning til landbolivsformen imidlertid var under forandring. Inge Bjørns undervisning kom således til at betegne et både pædagogisk og kunstnerisk nybrud, idet hendes kursister – helt i tidens ånd – blev medskabere. Askov Højskole i det sydlige Jylland var et innovativt og inspirerende kraftcentrum i de godt 100 år, hvor Jenny la Cour, Paula Trock, Charlotte Rud og Inge Bjørn stod for væveundervisningen. Deres indsats gjorde tusindvis af kvinder i stand til at forsyne en husholdning med nyttige og smukke tekstiler i god kvalitet, eller endda få en levevej som selvstændig væverske eller vævelærerinde. Bogen skildrer, hvordan væveudtrykket, kvindebilledet og højskolekulturen som helhed forandres fra 1889 og frem til 1993, hvor Inge Bjørn forlader Askov efter 40 år. Hardcover, 168 sider med 154 illustrationer. Bogens format: ca. 22,5 cm bred og 23,6 cm høj 154 illustrationer, heraf er halvdelen i farver, og halvdelen historiske billeder i sort-hvid:Farvebilleder af stoffer, mønstre, skitser, garnprøver og væveprøver, og sort-hvide billeder fra perioden 1889-1993 af de arbejdende væveværksteder på Askov Højskole, Askovhus og Spindegården med kursister og vævelærerinder, samt eksempler på forskellige typer væve. Omslag og forsats viser et udsnit af gobelinen på side 89. Den er vævet i hør efter tegning af vævelærerinde Frances van Hall, Askovhus, og er mærket “P. Trock”. Originalen findes på Museet Sønderskov.

Interessen for vævning og andre former for håndarbejde er voksende, og bæredygtighed og genbrug er kommet i fokus som et vægtigt modsvar til industriens masseproduktion. En tilsvarende reaktion sås i slutningen af 1800-tallet, hvor historien om vævningen i Askov tager sin begyndelse. Det var Jenny la Cour, som introducerede håndvævning i Askov, og i de følgende årtier fik de traditionelle bondevævninger – mønstre og farver – nyt liv i hænderne på Askovs vævekursister.Inspirationen kom især fra højskoler i de andre nordiske lande, men traditionelle danske dragter, mønstre og stoffer fra museer og samlinger, og fra vævekursisternes hjemegne, var også i spil. Sveriges hemslöjds-tradition og folkehøjskoler fik enorm betydning – ikke mindst den berømte Sätergläntan Vävskola, som blev stiftet i 1926 i Dalarna. Det var der Paula Trock fik ideen til sin væveskole for kvinder, og hun fik efterfølgende både væveskolen Askovhus, væveværkstedet Troba og Spindegården i Askov på vingerne. I sine knapt 50 år i Askov kom hun både til at stå for stoffer inspireret af bondevævningen og de smukke, enkle og elegante uldstoffer til bl.a. klassisk dansk møbeldesign. Charlotte Rud fik vævningen skemasat som højskolefag i 1930’erne og Inge Bjørn tog over i 1953, hvor højskolens tætte tilknytning til landbolivsformen imidlertid var under forandring. Inge Bjørns undervisning kom således til at betegne et både pædagogisk og kunstnerisk nybrud, idet hendes kursister – helt i tidens ånd – blev medskabere. Askov Højskole i det sydlige Jylland var et innovativt og inspirerende kraftcentrum i de godt 100 år, hvor Jenny la Cour, Paula Trock, Charlotte Rud og Inge Bjørn stod for væveundervisningen. Deres indsats gjorde tusindvis af kvinder i stand til at forsyne en husholdning med nyttige og smukke tekstiler i god kvalitet, eller endda få en levevej som selvstændig væverske eller vævelærerinde. Bogen skildrer, hvordan væveudtrykket, kvindebilledet og højskolekulturen som helhed forandres fra 1889 og frem til 1993, hvor Inge Bjørn forlader Askov efter 40 år. Hardcover, 168 sider med 154 illustrationer. Bogens format: ca. 22,5 cm bred og 23,6 cm høj 154 illustrationer, heraf er halvdelen i farver, og halvdelen historiske billeder i sort-hvid:Farvebilleder af stoffer, mønstre, skitser, garnprøver og væveprøver, og sort-hvide billeder fra perioden 1889-1993 af de arbejdende væveværksteder på Askov Højskole, Askovhus og Spindegården med kursister og vævelærerinder, samt eksempler på forskellige typer væve. Omslag og forsats viser et udsnit af gobelinen på side 89. Den er vævet i hør efter tegning af vævelærerinde Frances van Hall, Askovhus, og er mærket “P. Trock”. Originalen findes på Museet Sønderskov.

Interessen for vævning og andre former for håndarbejde er voksende, og bæredygtighed og genbrug er kommet i fokus som et vægtigt modsvar til industriens masseproduktion. En tilsvarende reaktion sås i slutningen af 1800-tallet, hvor historien om vævningen i Askov tager sin begyndelse. Det var Jenny la Cour, som introducerede håndvævning i Askov, og i de følgende årtier fik de traditionelle bondevævninger – mønstre og farver – nyt liv i hænderne på Askovs vævekursister.Inspirationen kom især fra højskoler i de andre nordiske lande, men traditionelle danske dragter, mønstre og stoffer fra museer og samlinger, og fra vævekursisternes hjemegne, var også i spil. Sveriges hemslöjds-tradition og folkehøjskoler fik enorm betydning – ikke mindst den berømte Sätergläntan Vävskola, som blev stiftet i 1926 i Dalarna. Det var der Paula Trock fik ideen til sin væveskole for kvinder, og hun fik efterfølgende både væveskolen Askovhus, væveværkstedet Troba og Spindegården i Askov på vingerne. I sine knapt 50 år i Askov kom hun både til at stå for stoffer inspireret af bondevævningen og de smukke, enkle og elegante uldstoffer til bl.a. klassisk dansk møbeldesign. Charlotte Rud fik vævningen skemasat som højskolefag i 1930’erne og Inge Bjørn tog over i 1953, hvor højskolens tætte tilknytning til landbolivsformen imidlertid var under forandring. Inge Bjørns undervisning kom således til at betegne et både pædagogisk og kunstnerisk nybrud, idet hendes kursister – helt i tidens ånd – blev medskabere. Askov Højskole i det sydlige Jylland var et innovativt og inspirerende kraftcentrum i de godt 100 år, hvor Jenny la Cour, Paula Trock, Charlotte Rud og Inge Bjørn stod for væveundervisningen. Deres indsats gjorde tusindvis af kvinder i stand til at forsyne en husholdning med nyttige og smukke tekstiler i god kvalitet, eller endda få en levevej som selvstændig væverske eller vævelærerinde. Bogen skildrer, hvordan væveudtrykket, kvindebilledet og højskolekulturen som helhed forandres fra 1889 og frem til 1993, hvor Inge Bjørn forlader Askov efter 40 år. Hardcover, 168 sider med 154 illustrationer. Bogens format: ca. 22,5 cm bred og 23,6 cm høj 154 illustrationer, heraf er halvdelen i farver, og halvdelen historiske billeder i sort-hvid:Farvebilleder af stoffer, mønstre, skitser, garnprøver og væveprøver, og sort-hvide billeder fra perioden 1889-1993 af de arbejdende væveværksteder på Askov Højskole, Askovhus og Spindegården med kursister og vævelærerinder, samt eksempler på forskellige typer væve. Omslag og forsats viser et udsnit af gobelinen på side 89. Den er vævet i hør efter tegning af vævelærerinde Frances van Hall, Askovhus, og er mærket “P. Trock”. Originalen findes på Museet Sønderskov.