Formidlingsstrategier

FORMIDLINGSSTRATEGIER introducerer til kulturformidling forstået som de bestræbelser, de offentligt støttede kulturinstitutioner sætter i værk for, at brugerne kan få viden, oplevelser og muligheder for udfoldelse i relation til kunst og kultur. Med afsæt i kommunikationsteorier skelnes der mellem tre forskellige strategier for kulturformidling. Den første form er den afsenderbaserede. Denne formidlingsstrategi er kendetegnet ved at være en ensrettet kommunikation fra kulturinstitutionerne til brugerne i oplysningens tjeneste. Udgangspunktet er det indhold, som den enkelte institution gerne vil formidle f.eks. bibliotekets samling, museets udstilling eller teatrets repertoire. Den anden form er den modtagerorienterede. Denne formidlingsstrategi er også ensrettet, men her er fokus flyttet fra institutionernes interne forståelser af god kunst og kultur til brugerne. Dette kan udmønte sig i, at kulturinstitutionerne forsøger at tiltrække så mange besøgende som muligt ved at komme brugernes præferencer i møde. Men det kan også handle om, at kulturinstitutionerne forsøger at få en bedre forståelse for, hvorfor brugerne kommer og hvad deres udbytte er. Den tredje form er den dialogorienterede. I denne formidlingsstrategi er kulturinstitutionernes envejskommunikation erstattet med dialog med brugerne. Dette kan ske på mange måder: Kulturhuset kan have kreative værksteder, museet kan udvikle en særudstilling med en særlig brugergruppe, teateret kan invitere brugerne med i den skabende proces og bibliotekerne kan afholde læsekredse, hvor deltagerne får mulighed for at dele deres læseoplevelser. Bogen henvender sig primært til studerende ved universiteter og andre uddannelsesinstitutioner, der beskæftiger sig med den formidling, som praktiseres på de offentligt støttede kulturinstitutioner. Men bogen kan også læses af aktivt udøvende kulturformidlere, dem der administrerer kulturlivet og andre med særlig interesse for emnet.

FORMIDLINGSSTRATEGIER introducerer til kulturformidling forstået som de bestræbelser, de offentligt støttede kulturinstitutioner sætter i værk for, at brugerne kan få viden, oplevelser og muligheder for udfoldelse i relation til kunst og kultur. Med afsæt i kommunikationsteorier skelnes der mellem tre forskellige strategier for kulturformidling. Den første form er den afsenderbaserede. Denne formidlingsstrategi er kendetegnet ved at være en ensrettet kommunikation fra kulturinstitutionerne til brugerne i oplysningens tjeneste. Udgangspunktet er det indhold, som den enkelte institution gerne vil formidle f.eks. bibliotekets samling, museets udstilling eller teatrets repertoire. Den anden form er den modtagerorienterede. Denne formidlingsstrategi er også ensrettet, men her er fokus flyttet fra institutionernes interne forståelser af god kunst og kultur til brugerne. Dette kan udmønte sig i, at kulturinstitutionerne forsøger at tiltrække så mange besøgende som muligt ved at komme brugernes præferencer i møde. Men det kan også handle om, at kulturinstitutionerne forsøger at få en bedre forståelse for, hvorfor brugerne kommer og hvad deres udbytte er. Den tredje form er den dialogorienterede. I denne formidlingsstrategi er kulturinstitutionernes envejskommunikation erstattet med dialog med brugerne. Dette kan ske på mange måder: Kulturhuset kan have kreative værksteder, museet kan udvikle en særudstilling med en særlig brugergruppe, teateret kan invitere brugerne med i den skabende proces og bibliotekerne kan afholde læsekredse, hvor deltagerne får mulighed for at dele deres læseoplevelser. Bogen henvender sig primært til studerende ved universiteter og andre uddannelsesinstitutioner, der beskæftiger sig med den formidling, som praktiseres på de offentligt støttede kulturinstitutioner. Men bogen kan også læses af aktivt udøvende kulturformidlere, dem der administrerer kulturlivet og andre med særlig interesse for emnet.

FORMIDLINGSSTRATEGIER introducerer til kulturformidling forstået som de bestræbelser, de offentligt støttede kulturinstitutioner sætter i værk for, at brugerne kan få viden, oplevelser og muligheder for udfoldelse i relation til kunst og kultur. Med afsæt i kommunikationsteorier skelnes der mellem tre forskellige strategier for kulturformidling. Den første form er den afsenderbaserede. Denne formidlingsstrategi er kendetegnet ved at være en ensrettet kommunikation fra kulturinstitutionerne til brugerne i oplysningens tjeneste. Udgangspunktet er det indhold, som den enkelte institution gerne vil formidle f.eks. bibliotekets samling, museets udstilling eller teatrets repertoire. Den anden form er den modtagerorienterede. Denne formidlingsstrategi er også ensrettet, men her er fokus flyttet fra institutionernes interne forståelser af god kunst og kultur til brugerne. Dette kan udmønte sig i, at kulturinstitutionerne forsøger at tiltrække så mange besøgende som muligt ved at komme brugernes præferencer i møde. Men det kan også handle om, at kulturinstitutionerne forsøger at få en bedre forståelse for, hvorfor brugerne kommer og hvad deres udbytte er. Den tredje form er den dialogorienterede. I denne formidlingsstrategi er kulturinstitutionernes envejskommunikation erstattet med dialog med brugerne. Dette kan ske på mange måder: Kulturhuset kan have kreative værksteder, museet kan udvikle en særudstilling med en særlig brugergruppe, teateret kan invitere brugerne med i den skabende proces og bibliotekerne kan afholde læsekredse, hvor deltagerne får mulighed for at dele deres læseoplevelser. Bogen henvender sig primært til studerende ved universiteter og andre uddannelsesinstitutioner, der beskæftiger sig med den formidling, som praktiseres på de offentligt støttede kulturinstitutioner. Men bogen kan også læses af aktivt udøvende kulturformidlere, dem der administrerer kulturlivet og andre med særlig interesse for emnet.