Folkekirken

En biskop, en domprovst og en stiftskontorchef gået sammen om at fremkalde billedet af den særlige folkekirke. Tre stemmer, der fra hver deres plads i organisationen bringer indsigter om kirkens forhold. Folkekirken kan fortælles, vinkles og beskues mange steder fra. Den er et stort og facetteret hus med mange boliger. Den danske kirkeforfatning er helt særlig med sin forankring i ægteskabet mellem stat og kirke. Det betyder, at man som borger altid har et forhold til kirken; et forhold, der kan hænge i en tynd tråd eller være et livsomfattende trosfundament. Og mellem de to yderpoler findes en lang række tilgange til den institution, hvorfra vi i stadigt stort omfang døbes, konfirmeres, giftes og begraves. En institution er også altid en administration. Den er ikke faldet ned fra himlen, men må etableres og varetages, så godt det lader sig gøre. Og kirken er underlagt de samme mekanismer, som resten af samfundet, når det gælder forvaltning. Når noget så skrøbeligt og eksistentielt som menneskers tro skal administreres, skal der nænsomhed til. Og når stat og kirke skal arbejde så tæt sammen, skal der skønsomhed til. Kirken består både af kolde kontorer og varme hvælvinger. Og der er tro og teologi i det hele. Omtale "Det giver stof til refleksion, når der et sted skrives om dynamikken mellem kirken som samfundsbevarende institution i forhold til demokrati og politiske forandringer, et andet sted om samspillet mellem individualiseringen og den kollektive sammenhængskraft i kristendommen (...) Jeg oplevede at blive klogere på folkekirken og de overvejelser, nogle centrale aktører gør sig om udviklingen." - Præsteforeningens Blad

En biskop, en domprovst og en stiftskontorchef gået sammen om at fremkalde billedet af den særlige folkekirke. Tre stemmer, der fra hver deres plads i organisationen bringer indsigter om kirkens forhold. Folkekirken kan fortælles, vinkles og beskues mange steder fra. Den er et stort og facetteret hus med mange boliger. Den danske kirkeforfatning er helt særlig med sin forankring i ægteskabet mellem stat og kirke. Det betyder, at man som borger altid har et forhold til kirken; et forhold, der kan hænge i en tynd tråd eller være et livsomfattende trosfundament. Og mellem de to yderpoler findes en lang række tilgange til den institution, hvorfra vi i stadigt stort omfang døbes, konfirmeres, giftes og begraves. En institution er også altid en administration. Den er ikke faldet ned fra himlen, men må etableres og varetages, så godt det lader sig gøre. Og kirken er underlagt de samme mekanismer, som resten af samfundet, når det gælder forvaltning. Når noget så skrøbeligt og eksistentielt som menneskers tro skal administreres, skal der nænsomhed til. Og når stat og kirke skal arbejde så tæt sammen, skal der skønsomhed til. Kirken består både af kolde kontorer og varme hvælvinger. Og der er tro og teologi i det hele. Omtale "Det giver stof til refleksion, når der et sted skrives om dynamikken mellem kirken som samfundsbevarende institution i forhold til demokrati og politiske forandringer, et andet sted om samspillet mellem individualiseringen og den kollektive sammenhængskraft i kristendommen (...) Jeg oplevede at blive klogere på folkekirken og de overvejelser, nogle centrale aktører gør sig om udviklingen." - Præsteforeningens Blad