Erik Menveds barndom

Erik Menveds barndom er en historisk roman om begivenhederne op til mordet på Erik Klipping i Finderup Lade i 1286 og frem til marsk Stigs død i 1296. Drost Peder Hessel kæmper sammen med andre kongetro for den unge kong Eriks ret til tronen mod marsken og de fredløse, den norske konge og den træske hertug Valdemar af Sønderjylland, der selv mener sig berettiget til tronen. Værket er bearbejdet og tilrettet moderne retskrivning. Bernhard Severin Ingemann (1789-1862) var en dansk salmedigter og forfatter. Hans produktive liv strækker sig over mere end 50 år, og han er især kendt for de historiske romaner Valdemar Seier, Erik Menveds barndom, Kong Erik og de fredløse og Prins Otto af Danmark og hans samtid, salmeklassikeren I østen stiger solen op og julesalmerne Dejlig er Jorden og Julen har bragt velsignet bud.

Det blodige højdepunkt i B.S. Ingemanns historiske roman "Erik Menveds barndom" er kongemordet i Finderup Lade, hvor kong Erik Klipping blev stukket ihjel. Efter mordet må de kongetro, anført af Drost Peder Hessel, beskytte Erik Klippings søn, barnekongen Erik Menved, og kæmpe mod oprørerne med Marsk Stig i spidsen for at sikre ham tronen. slxBernhard Severin Ingemann (1789- 1862) er nationaldigter fra den danske guldalder, hvis betydning for danskernes læselyst, nationalitetsfølelse og for litteraturens udbredelse er stort set uovertruffen. Hans store litterære produktion tæller både eventyr, historiske romaner, salmer og sange, og især hans historiske romaner, der ikke altid holdt sig til fakta, fik store dele af den uoplyste, danske befolkning til at læse. Men også salmerne, der var enkle, uhøjtidelige og med smukke natur-, lys- og morgenbilleder, kunne samle danskerne; fulde af varme, tryghed og harmoni gav de danskerne en nationalt forankret og tryg fornemmelse i en i øvrigt usikker tid med politisk ustabilitet, statskonkurs og generel landbrugskrise. Litterært bevæger han sig mellem den poetiske realisme med det trygge, nære hverdagsliv i centrum, og så en mere overnaturlig verden fuld af mørke kræfter. Hos Ingemann bliver det imidlertid aldrig rigtig farligt, idet kampen mellem det gode og onde stort set altid falder ud til det godes side. Dette skyldes hans trang til at afdække det uigennemskuelige og igen bevægelsen hen mod realisme.