Drømmefanger

Hvis alt, hvad man har foretaget i sit liv, med ét virker meningsløst, hvad gør man så? Hvis man ved hjælp af sin egen refleksion er i stand til at ligegyldiggøre alle ens træk indtil nu, og i samme sværdslag gøre enhver fremtidig forestilling formålsløs, hvad gør man så?Hvordan redegør man for sin egen tilstand? Hvordan retfærdiggør man sin egen tilværelse? Lige så vigtigt: Hvordan finder man en vej ud af tomheden og frem mod et eller andet? Alle disse tanker tårner sig op som uopslidelige mure omkring Martin, der ligger rastløs i sin seng. Katalysatoren var simpel. Et enkelt spørgsmål. ”Har du nogensinde gjort noget, du er stolt af?” Dette er jagten på at kunne svare: “Ja.”

"Hun vidste, at han hadede, når hun græd. Alligevel håbede hun, at døren ville gå op, og han ville komme ind til hende. I ønskescenariet ville han trøste hende og sige undskyld. Han ville holde om hende og sige, at han elskede hende, og at han aldrig ville gøre noget for at gøre hende ked af det. Døren forblev imidlertid lukket." Hvad er vold? Hvornår er det vold? Hvordan flygter man fra volden, når man ikke engang selv er klar over, at det er det, man bliver udsat for? Liva møder, hvad hun tror er drømmemanden. De har alt til fælles, og hun bliver sat op på en piedestal. Hun er sikker på, at hun endelig har mødt den rigtige. Gradvist viser hendes udkårne dog en anden side af sig selv: En mørkere, mere beregnende side. Inden længe er hun fanget i et psykisk fængsel, hvor hårde ord og ligegyldighed fungerer som tremmer. Inden længe har hun mistet sig selv...