Digte

Thomas Kingo (1634-1703) er vor renæssance- og barokdigtnings betydeligste digter og dog ikke så kendt hos et moderne læsepublikum. Måske bl.a. fordi hans tekster er overleveret fra en tid, der ikke havde nogen retskrivningsregler, hvorfor deres ortografi er inkonsekvent og afviger markant fra nutidens. Den ulempe søger dette Kingo-udvalg at råde bod på ved at anvende moderne retskrivning, mens der i øvrigt ikke pilles ved Kingos tekster. Ordene er overalt hans, og for os nu uforståelige ord forklares. Udvalget omfatter både mindre natur- og tankedigte, der er uddrag af Kingos lejlighedsdigtning, og en række større digte i deres helhed. Således hans ungdoms både muntre og dybt hengivne kærlighedsdigte og fra hans manddom to fortællende digte, hvor det ene beretter om vilkårene for nogle af samfundets udstødte og det andet om en familietragedie som følge af et dramatisk skibsforlis.

Adam Oehlenschlägers debutsamling, Digte , udkom sidst på året 1802 og er et af omdrejningspunkterne i den danske litteraturhistorieskrivning, der gerne ynder dramatiske skift i tidsånden og litteraturen: Fyrtårne som Ludvig Holberg, Adam Oehlenschläger, Georg Brandes og Johannes V. Jensen har således markeret litteraturens udvikling fra oplysningstiden og langt ind i det 20. århundrede. Ikke mindst på grund af digtet Guldhornene , som Oehlenschläger skrev efter et mange timers langt og intenst samvær med profeten for den tyske romantik Henrik Steffens, og det stemningsfulde (og morsomme) læsedrama Sankt Hansaften-Spil har Digte opnået ikonisk status. Det var her, strømmen sluttedes, og den tyske universalromantik med pludselig kraft brød ind i den danske litteratur. I dag trækker Guldhornene alene næsten hele interessen om digtsamlingen. Og der er ingen ende på, hvor megen tysk romantisk filosofi, der findes i værket. Men har det sin rigtighed? Fornyedes den danske litteratur så pludseligt? Hvor meget hænger digtsamlingen som hele endnu fast i det sene 1700-tal? Hvor meget har Oehlenschläger og Steffens selv i deres senere selvbiografier pyntet på ‘gennembruddet’? Hvornår blev »Guldhornene« egentlig den kanontekst og det nationalikon i litteraturen, som har fyldt godt og grundigt i generationers gymnasiale dannelse? Og hvordan var det og blev det egentlig videre frem med Oehlenschläger og romantikken? Udgiveren af denne udgave, Johan de Mylius, har taget sigte på ikke kun at rense og viderebringe teksterne, men også i sin efterskrift at pudse brillerne og rense vores blik på både bogen og dens bestemt ikke uinteressante receptionshistorie. Et ikon i kritisk belysning.

”Store hvide Anemoner.Store hvide Anemoner,Skoven staar endnu nøgen!Kom I med det første Vaarbud – bar I Huskebrev til Bøgen,store hvide Anemoner?Frem i lange Sus gaar Blæstenunder Skovens nøgne Kroner;og her ler I dog mod Solen – – store hvide Anemoner!”Martin Andersen Nexøs digte skildrer den danske natur i alle dens mange afskygninger. Et helt århundrede efter bogen først udkom, er de mange metaforer og stemninger genkendelige for enhver læser, der bevæger sig ind i Martin Andersen Nexøs poetiske univers. Bogen udkom første gang i 1926.Martin Andersen Nexø (1869-1954) er en af de største danske forfattere, og hans værker har opnået stor anerkendelse både inden for og uden for Danmarks grænser. Han er særligt kendt for sit arbejde inden for socialrealistisk litteratur, og hans bøger fik ligefrem kanonisk status i Sovjetunionen. Mange af Martin Andersen Nexøs romaner beskæftiger sig med emner som fattigdom og social uretfærdighed i det danske samfund. Første bind af hans mest berømte roman, ”Pelle Erobreren” blev filmatiseret af Bille August og vandt i 1989 en Oscar for bedste udenlandske film. Martin Andersen Nexø opnåede mange udmærkelser for sit litterære arbejde, og han var blandt andet æresdoktor ved Leipzig Universitet og Greifswald Universitet samt æresborger i sin barndomsby, Nexø og Dresden, hvor han døde i 1954, 84 år gammel.

”Store hvide Anemoner.Store hvide Anemoner,Skoven staar endnu nøgen!Kom I med det første Vaarbud – bar I Huskebrev til Bøgen,store hvide Anemoner?Frem i lange Sus gaar Blæstenunder Skovens nøgne Kroner;og her ler I dog mod Solen – – store hvide Anemoner!”Martin Andersen Nexøs digte skildrer den danske natur i alle dens mange afskygninger. Et helt århundrede efter bogen først udkom, er de mange metaforer og stemninger genkendelige for enhver læser, der bevæger sig ind i Martin Andersen Nexøs poetiske univers. Bogen udkom første gang i 1926.Martin Andersen Nexø (1869-1954) er en af de største danske forfattere, og hans værker har opnået stor anerkendelse både inden for og uden for Danmarks grænser. Han er særligt kendt for sit arbejde inden for socialrealistisk litteratur, og hans bøger fik ligefrem kanonisk status i Sovjetunionen. Mange af Martin Andersen Nexøs romaner beskæftiger sig med emner som fattigdom og social uretfærdighed i det danske samfund. Første bind af hans mest berømte roman, ”Pelle Erobreren” blev filmatiseret af Bille August og vandt i 1989 en Oscar for bedste udenlandske film. Martin Andersen Nexø opnåede mange udmærkelser for sit litterære arbejde, og han var blandt andet æresdoktor ved Leipzig Universitet og Greifswald Universitet samt æresborger i sin barndomsby, Nexø og Dresden, hvor han døde i 1954, 84 år gammel.

Emil Aarestrup, der er særligt kendt for sin erotiske lyrik og for sin naturdigtning, udgav i sin levetid kun denne ene digtsamling – "Digte". Først efter sin død blev han anerkendt af kritikerne. Den dag i dag bliver han fremhævet som en af Danmarks vigtigste senromantiske digtere. Emil Aarestrup (1800-1856) var en dansk læge og senromantisk digter. Han udgav kun en enkelt digtsamling – "Digte" – i 1838, som stort set blev overset af kritikerne i hans samtid. Først efter sin død blev han anerkendt som fornyer af den erotiske lyrik.