Den klingende tale

Renæssanceretorikken bruges i Den klingende tale til at belyse hofoperaens univers i 1500-tallet. I bogen ser Jette Barnholdt operaens fødsel i et retorisk lys, hvor de tidlige operaer er et vigtigt vidnesbyrd om retorikken og den blomstrende retoriske tradition i renæssancens og barokkens Italien. Blandt andet vises den nære sammenhæng mellem musik og digtning, og hvordan skuespillernes udførelse blev fremholdt som model for talekunsten.Barnholdt undersøger operaen som en form for fikseret mundtlig fremstilling, og vægten lægges på den gennemkomponerede vokale stil og partiturernes detaljerede notation. Nodebilledet kommer herved til at repræsentere komponistens fortolkning og kan derfor opfattes som en unik kilde til at belyse actio – den retoriske fremførelse. Det er særligt interessant, da denne del af retorikken fyldte meget lidt i periodens skrifter om retorik, fordi fremførelsen var knyttet til en mundtlig tradition. Empirien består af en lang række, primært italienske, traktater fra det 16. og tidlige 17. århundrede. Nogle af kilderne præsenteres for første gang, mens andre tekster, som fx Girolamo Mei, Vincenzo Galilei, Giovanni Bardi, Giulio Caccini og Jacopo Peri, er velkendte.Bogens indfaldsvinkel til musikalsk retorik gør op med tidligere musikvidenskabelige fremstillinger af retorikken, der før byggede på en snæver retorikforståelse, hvor retorik først og fremmest opfattedes som figurlære. Den reducerede retorikforståelse, som altså hidtil har været fremherskende, sætter forfatteren her i relation til retorikkens tab af status i det 18. århundrede – både inden for videnskabens og kunstens rækker.Jette Barnholdt Hansen, cand.mag. i musikvidenskab og retorik fra Københavns Universitet og ph.d. fra Aarhus Universitet 2001. Hun er i dag lektor på Afd. for Retorik på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet.

Renæssanceretorikken bruges i Den klingende tale til at belyse hofoperaens univers i 1500-tallet. I bogen ser Jette Barnholdt operaens fødsel i et retorisk lys, hvor de tidlige operaer er et vigtigt vidnesbyrd om retorikken og den blomstrende retoriske tradition i renæssancens og barokkens Italien. Blandt andet vises den nære sammenhæng mellem musik og digtning, og hvordan skuespillernes udførelse blev fremholdt som model for talekunsten.Barnholdt undersøger operaen som en form for fikseret mundtlig fremstilling, og vægten lægges på den gennemkomponerede vokale stil og partiturernes detaljerede notation. Nodebilledet kommer herved til at repræsentere komponistens fortolkning og kan derfor opfattes som en unik kilde til at belyse actio – den retoriske fremførelse. Det er særligt interessant, da denne del af retorikken fyldte meget lidt i periodens skrifter om retorik, fordi fremførelsen var knyttet til en mundtlig tradition. Empirien består af en lang række, primært italienske, traktater fra det 16. og tidlige 17. århundrede. Nogle af kilderne præsenteres for første gang, mens andre tekster, som fx Girolamo Mei, Vincenzo Galilei, Giovanni Bardi, Giulio Caccini og Jacopo Peri, er velkendte.Bogens indfaldsvinkel til musikalsk retorik gør op med tidligere musikvidenskabelige fremstillinger af retorikken, der før byggede på en snæver retorikforståelse, hvor retorik først og fremmest opfattedes som figurlære. Den reducerede retorikforståelse, som altså hidtil har været fremherskende, sætter forfatteren her i relation til retorikkens tab af status i det 18. århundrede – både inden for videnskabens og kunstens rækker.Jette Barnholdt Hansen, cand.mag. i musikvidenskab og retorik fra Københavns Universitet og ph.d. fra Aarhus Universitet 2001. Hun er i dag lektor på Afd. for Retorik på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Københavns Universitet.