Dannelse

Dannelse er moralsk og følelsesmæssig modenhed. Dannelse er også at have den uddannelse og viden, som gør, at man kan trives i sit samfund; dannelse er at være dybt integreret i kulturen og samfundet, samtidig med at man har autonomi. Dannelse er altid personlig og unik. Dannelsesbegrebet forstået som en sekulær form for indre udvikling blev skabt af tyske filosoffer fra og med 1770’erne, og dannelse blev derefter populært i borgerskabet. I Danmark indså Grundtvig, at dannelse også var nødvendig for bønderne, og han opfandt idéen om folkehøjskolerne. Det blev dog Christen Kold, der for alvor fandt ud af, hvordan man underviser, så det bliver til dannelse, også for bønderkarle og -piger. Kold læste historier for dem og lod dem stille spørgsmål. Når først han havde fanget deres opmærksomhed, kunne han give dem kundskab og diskutere nye landbrugsteknikker, videnskab, filosofi, historie, religion, litteratur, kunst, økonomi og politik. Norge, Sverige og Finland kopierede folkehøjskolerne fra 1860’erne. Omkring 1900 havde så mange unge været på højskole og fået forbedret deres viden og tænkning, at Norden havde udviklet sig fra at være blandt de fattigste lande i Europa til at være blandt de rigeste. Denne udvikling og den dannelse, der bar den, betød også, at Norden gik fredeligt gennem overgangen fra feudale landbrugssamfund til moderne, demokratiske, industrialiserede nationalstater. Nu står vi ansigt til ansigt med nye udfordringer fra digitalisering, globalisering, pandemi og miljøforandringer, og vi har brug for en dannelse, der matcher det 21. århundrede. Bogens sidste del filosoferer over, hvordan en sådan kan se ud.

Fuhrmann 1000 års europæisk dannelseshistorie, fra Karl den Stores organisering af dannelsessystemet i sit rige og frem til det, som Fuhrmann betragter som den tyske dannelsesidés undergang i begyndelsen af det 20. århundredes sidste halvdel. Centralt i fremstillingen står balancen mellem den kristne og den humanistiske kanon og forskydningen fra førstnævntes til sidstnævntes absolutte dominans. I bogens anden del redegør Fuhrmann for, hvorledes og i hvilket omfang dannelseskanonen fortsat har virkning i oplevelsessamfundet. Endvidere skildrer forfatteren den krise, som åndsvidenskaberne ifølge ham aktuelt befinder sig i. I et sidste afsnit fremhæver Furhmann Bibelen som en nøgle til vor kulturforståelse og påpeger, at det manglende bibelkendskab gør Bibelen til et truet kulturelement.

'Dannelse' er ligesom 'demokrati' et ekstremt rummeligt begreb, der derfor også er uskarpt og flydende. Det er betingelserne for de centrale begreber i vores kultur, at de hele tiden står til diskussion og forhandling mellem forskellige interesser. I de senere år har diskussionen om, hvad skolens formål må være, ofte været underbelyst og erstattet af diskussioner om resultatmål. Samtidig er skolens indhold blevet defineret som smalle, grundlæggende kundskaber uden blik for den verden, eleverne lever i. Dannelses- og undervisningsprocesserne er nedprioriteret i diskussionen til fordel for læring, digitalisering og læringsresultater I bogen "Dannelse" fører vi i et bredere perspektiv diskussionerne om dannelse helt op til nutiden ved hjælp af fire perspektiver: dannelseskontekster, -visioner, -temaer og -processer. "Dannelse" henvender sig til de mange, der arbejder med eller studerer for at bidrage til fremtidens folkeskole