Da dyden gik amok

Danskerne betragter ofte sig selv som et udvalgt folk, når det gælder frisindet. Intet sted er denne idé tydeligere end i den danske filmskat. Umiddelbart ligner den danske filmhistorie en fortælling om frisindets fremkomst: fra stumfilmtidens frivole melodramer over sexkomedierne og de tabunedbrydende ungdomsfilm i 70’erne til de nutidige grænseoverskridelser af Lars von Trier. Da dyden gik amok peger på det ensidige og lettere selvforelskede i denne selvforståelse. Også på filmens område har der gennem tiden udspillet sig en kulturkamp mellem dem, som har dyrket den moderne dyd – frisindet, der frigør mennesket fra samfundets snærende bånd – og dem, som har syntes, at dyden gik amok. De konservative anfægtelser på seksualitetens og kønsidentitetens vegne gennemstrømmer ikke alene de nostalgiske Morten Korch-film eller værkerne af selverklærede dissidenter som Knud Leif Thomsen. De dukker også op, hvor man mindst venter det: i 60’ernes kulturradikale filmkunst, i 70’ernes pseudo-frigjorte sengekantsfilm eller i den latente moralisme bag Lars von Triers vilde sexfascination. Temaet om dyden, der gik amok, udgør det bærende element i bogens bredt anlagte filmkrønike. Hovedvægten ligger på perioden fra det forrige århundredeskifte til og med den seksuelle revolution i 1960’erne og 70’erne, men fremstillingen rummer samtidig klare implikationer for vor tids filmkultur, køns- og kulturdebat. Ved at gå i dybden med de individuelle film i lyset af de store kultur- og mentalitetshistoriske udviklingstræk tydeliggør bogen, at vore almene idéer om seksualitet, køn og kærlighed er til stadig forhandling.

Danskerne betragter ofte sig selv som et udvalgt folk, når det gælder frisindet. Intet sted er denne idé tydeligere end i den danske filmskat. Umiddelbart ligner den danske filmhistorie en fortælling om frisindets fremkomst: fra stumfilmtidens frivole melodramer over sexkomedierne og de tabunedbrydende ungdomsfilm i 70’erne til de nutidige grænseoverskridelser af Lars von Trier. Da dyden gik amok peger på det ensidige og lettere selvforelskede i denne selvforståelse. Også på filmens område har der gennem tiden udspillet sig en kulturkamp mellem dem, som har dyrket den moderne dyd – frisindet, der frigør mennesket fra samfundets snærende bånd – og dem, som har syntes, at dyden gik amok. De konservative anfægtelser på seksualitetens og kønsidentitetens vegne gennemstrømmer ikke alene de nostalgiske Morten Korch-film eller værkerne af selverklærede dissidenter som Knud Leif Thomsen. De dukker også op, hvor man mindst venter det: i 60’ernes kulturradikale filmkunst, i 70’ernes pseudo-frigjorte sengekantsfilm eller i den latente moralisme bag Lars von Triers vilde sexfascination. Temaet om dyden, der gik amok, udgør det bærende element i bogens bredt anlagte filmkrønike. Hovedvægten ligger på perioden fra det forrige århundredeskifte til og med den seksuelle revolution i 1960’erne og 70’erne, men fremstillingen rummer samtidig klare implikationer for vor tids filmkultur, køns- og kulturdebat. Ved at gå i dybden med de individuelle film i lyset af de store kultur- og mentalitetshistoriske udviklingstræk tydeliggør bogen, at vore almene idéer om seksualitet, køn og kærlighed er til stadig forhandling.