Livet Efter 11. September - Marianne Lentz - Bog - Tiderne Skifter

Livet efter 11. September - Interview med Marianne Lentz SAXO: Hvordan har du fundet frem til de mennesker, som du interviewer i bogen? Personerne er fundet ad forskellige veje. Via mine egne kontakter i byen, via research og via de folk, jeg mødte under mit ophold. Det gode ved at lave research til en bog om 11. september i en by som New York er dels, at alle kender nogen, der har en historie fra dagen, som fortjener at blive fortalt, og dels, at newyorkere er nogle af de mest åbne og imødekommende storbyboere i verden. Så jeg gjorde det til en vane at fortælle alle jeg faldt i snak med om mit projekt – som regel spurgte de faktisk selv, hvad der havde bragt mig til byen, når jeg fortalte, at jeg var dansker. Selvfølgelig var alles historier ikke lige interessante, og de ti personer i bogen er udvalgt blandt 19 interviews, fordi de havde de bedste, mest vedkommende og mest forskelligartede historier. Bogen udkommer på 10-årsdagen for terrorangrebet. Hvor lang tid har du arbejdet med ideen? Jeg fik ideen i foråret 2010, da det gik op for mig, at det i 2011 ville være ti år siden, at flyene ramte tvillingetårnene i New York. Derfra begyndte jeg så småt at researche og udvikle på ideen. I løbet af foråret skrev jeg til en række forlag, og flere af dem viste interesse, men fornuftigt nok turde ingen af dem binde an med projektet, inden jeg havde de konkrete interviews i hus. Så jeg tog af sted til New York uden at vide om det ville ende med en bog eller ej. Det var lidt angstprovokerende, men føltes også befriende at tro på sit eget projekt og føre det ud i livet uanset hvad. Og så fik jeg en forlagskontrakt med Tiderne Skifter, da jeg kom hjem. Det hele kom i orden i foråret 2011, og pludselig fik jeg travlt med at gøre bogen færdig til tiårsdagen for terrorangrebene. Alle siger jo, at de kan huske præcis hvor de var og hvad de lavede, da angrebene skete. Kan du også det? Ja. Jeg sad på skolebiblioteket på Reinhardt College i Waleska i sydstaten Georgia. Jeg var ankommet til USA tre uger tidligere – 21 år gammel skulle jeg tilbringe det næste år af mit liv med amerikansk grund under fødderne. Studere, opleve, blive klogere på livet og verden. Og det blev jeg – med ét slag. Eller sådan føltes det i hvert fald, da nyheden om de to kaprede fly og deres fatale møde med tvillingetårnene i New York nåede mig. Da jeg først hørte det, virkede det så urealistisk, at jeg ikke umiddelbart reagerede. Jeg vidste på det tidspunkt end ikke, hvad tvillingetårnene var, eller hvad de stod for. Katastrofen syntes uvirkelig og langt væk. Men som dagen skred frem, og vi samledes om det store fjernsyn i bibliotekets sofahjørne og igen og igen så fly nummer to smadre ind i sydtårnet og eksplodere, blev tragedien straks mere håndgribelig. Undervisningen blev aflyst resten af dagen, og i Atlanta, 45 kilometer væk, blev alle offentlige bygninger og undervisningsinstitutioner evakueret. Motorvejene lå tomme hen, butikscentrene lukkede. Overalt var der frustration og målløshed. De studerende, der havde familie eller venner i New York, forsøgte – de fleste forgæves – at få kontakt til dem. Alle fly, der befandt sig i det amerikanske luftrum, blev beordret til at lande i nærmeste lufthavn med det resultat, at folk strandede de mest obskure steder. USA var i undtagelsestilstand. Hvilken historie og person fra bogen har gjort mest indtryk på dig? Alle historierne i bogen har gjort indtryk, men der er særligt to, som jeg har haft svært ved at slippe. Den ene er brandmanden Mickey Kross’ beretning. Han og hans regiment kaldes ud til branden og bestiger som hundredvis af andre brandmænd nordtårnets trapper for at redde folk ud og slukke ilden. Da nordtårnet styrter sammen, befinder han sig på tredje etage. Han tror, han skal dø, men på mirakuløs vis overlever han og 13 andre på trappeopgangens nederste etager. Det gjorde dybt indtryk på mig at høre hans historie. Han og de andre er spærret inde i fire timer, før de bliver fundet og reddet ud, og i den tid er de b