Forlaget mellemgaard En Mand *engang* Bar En Dreng - Bind 4 - Leo Tandrup - Bog - Mellemgaard

Bogen er fjerde bind af Leos store værk. Det omhandler tiden fra 1890'erne til i dag med Edvard Munch, Rudolf Rud-Petersen, Otto Dix, Svend Wiig Hansen og Peter Brandes i hovedsporet fulgt af perspektiver med digtere og filosoffer som Franz Kafka, Paul Celan, Rainar Maria Rilke, Albert Camus, Habermas, Hannah Arendt og flere. Hårde dilemmaer kridtes op, og samtidig søges ind i kunstnernes stræben efter håb. Hvorfor har kærlighed og omsorg så svært ved at udfolde sig? Over for Munchs Livets dans må Leo indleve sig i mistroens toner. Leo Tandrup var "en mesterlig billedanalytiker", skrev Asger Brandt om bogværket Det oprejste menneske (2012) i Kristeligt Dagblad. Ole Fogh Kirkeby skrev dengang i Politiken: "Behovet for en kulturhistorie må søges i et overblik, der er så stærkt og sammenfattende, at det tilskynder os til at vurdere den tid, vi lever i, endnu en gang, Jeg synes, at det lykkes Tandrup at udfordre os med sit overblik". Firebindsværket her fortsætter det arbejde. Lisbeth Smedegaard Andersen skrev i Weekendavisen 2019 om Korset og himmelstigen omkring Leos samtaler med Arne Haugen Sørensen: "Tandrup næsten tvinger kunstneren til at gennemtænke og begrunde sine valg, og man får mange spændende og smukke - betragtninger undervejs". Det gælder også læseren. Meget bliver vendt og drejet. Uddrag af bogen Om Svend Wiig Hansens tegninger i bogen Græsk inspiration (1957/1960). "Skønhed er mange ting. Men også bare én ting: livet når det funkler. Lad os nyde det sammen og se på hinanden." "Menneskene dyrker ivrigt boldspil, morer sig sammen, holder i hånd, hilser venligt, kommer svansende, siger: kom og dans med mig. Se bare hvordan To mænd øver sig ... Nogle sidder ene, men ikke ensomme. De ordner hår. De gør nar af sig selv: kan I stikke mig? Se bare, jeg har mere end nok både for og bag. Men nyd mig alligevel... Wiig selv må i bogens 8. tegning helt forpustet klø sig i håret over disse forunderligt intakte mennesker, som han har kastet ned på papiret. De repræsenterede, som der er sagt (af Gynther Hansen i Cras), den platoniske Eros, som skaber "fred blandt menneskers flok", den Eros, som filosoffen i Symposion higede efter".