Fru Inés - Amalie Skram - Bog - Forlaget Gladiator

Fru Inés lever i et ulykkeligt ægteskab i det 19. århundredes Konstantinopel, og indleder en affære med en ung mand, Flemming, i et sidste forsøg på at opleve kærlighed og lidenskab. Det kunne lyde som en romance. Det er det bare langtfra. Inés er skuffet, hun får ikke orgasme med Flemming, har aldrig fået det med nogen. Det er så moderne at skrive om der i 1891. I det hele taget er Skrams insisteren på at beskrive den biologiske side af livet vild: Den manglende seksuelle tilfredsstillelse, den gravide kvindekrop der aborterer og dør. For Skram ser det brutale og fokuserer på det. Ægteskabet og samfundet er hyklerisk og voldeligt. Amalie Skrams stil er utilsløret og på mange måder mere moderne og radikal end de fleste samtidige forfattere. ”Pludselig hørte hun en hæs, hurtig, vaandefuld Hvæsen. Det lød som kom det fra en tilstoppet Sæk eller fra noget levende begravet. Inés gjøs og vendte sig om. Tyve tredive Skridt borte styrted imod hende en høj og omfangsrig Sky af Støv, hvirvlet op om en Flok gallopperende Hunde, som bed og sled noget aflangt, lyserødt, som løb og faldt, løb og faldt. Da Flokken nærmed sig, opdaged Inés, at den dumpe, underjordiske Hylen kom fra det lyserøde foran, og straks efter, at dette lyserøde ogsaa var en Hund, en fra Snude til Hale levende flaat Hund med udsprængte Øjne, hængende Tunge, der rak til Jorden, og den vrængte, dampende Ham slæbende efter sig i Gadens tørre Snaus.” I efterordet skriver Ida Edel Salling-Jensen bl.a. om samtidens modtagelse af Fru Inés:"Edvard Brandes skrev i en usigneret anmeldelse af Fru Inés i Politiken den 28. maj 1891 at det havde været bedre hvis novellen ikke sluttede så tragisk, for så tragisk mente han alligevel ikke virkeligheden var: ”Livet er jo dog anderledes, og man har i alt Fald den Fornemmelse, at den virkelige Fru Inés og den sølle Flemming godt kunde siddet længere til Bords, hvor der var dækket adskilligt mere op til dem.” Det er Bjørnstjerne Bjørnson om igen. Edvard Brandes mente at Inés ”dræber” sig selv: ”… saavidt vi forstaar, dør hun af en Blodstyrtning, fordi hun ikke vil røbe sin Tilstand til Lægerne. Hun er frugtsommelig med Flemming, lader ingen Læge kalde og dør paa den Maade frivillig. Havde ikke Novellen vundet, hvis Fru Skram blot havde givet os Kærlighedsscenerne i de brogede Dekorationer mellem Fru Inés og Flemming, og udeladt de tragiske Hændelser, som trods al Fru Skrams Kunst staar uharmonisk til Personernes Karakter. Vi faar næppe den Sympati for Fru Inés, som Forfatterinden ønsker. Symbolsk fremstilles hendes Skæbne i Novellen gennem en Historie om en ulyksalig Hund.”Edvard Brandes vil have en romantisk kærlighedsfortælling der ender lykkeligt. Men det er Fru Inés ikke. (...) At kalde det en frivillig død som Edvard Brandes er en afstumpet læsning. At mene Inés dør fordi hun ikke kan elske, er vældig forenklet. De forstår ikke hvor bange hun er. Hun røber ikke sin tilstand af større frygt for sin mand end for følgerne ved at dø. Hun forsøger at opsøge kræmmeren i Fanar for at få en abort. Men hun tør ikke. Hun er også bange for ham. Og for sin religion, straffen i det hinsides. De ser ikke at Inés er inderligt skuffet over den manglende seksuelle tilfredsstillelse. Det er det der er med Skram og hendes samtid: For de konservative er hun for liberal, for de liberale er hun i sidste ende for tungsindig; det bliver ofte for brutalt og ærligt. Den konservative presse havde det generelt anstrengt med Skrams værker som de fandt højst upassende. Det ”frie” i hendes bøger var der mange der var utrygge ved, mange anså det som et angreb på det konservative borgerlige liv. Anmelderne, konservative som liberale, fokuserede på det de fandt interessant, og overså eller vægrede sig ved resten. Sandheden er også at hun er en kvinde, og uanset hvor liberal datidens kritikere var, havde de sværere ved at sluge det brutale og grimme i litteratur skrevet af kvinder. " Om Amalie Skram:Amalie Skram er nordmand, født 1846, gift atten år gammel me