Jón Kalman Stefánsson Nogenlunde på størrelse med universet

Nogenlunde på størrelse med universet er en selvstændig fortsættelse af Jón Kalman Stefánssons roman fra 2013 Fisk har ingen fødder . Vi befinder os i Keflavik, en afsidesliggende flække, som er kendt for den sorte lava, den evige vind og den amerikanske militærbase, og som er et sted, hvor solen på en stille dag står op som et lydløst vulkanudbrud. Ari, en islandsk forfatter og forlægger, vender hjem for at se sin far, der ligger for døden. Det bliver et møde med fortiden, med barndommen og ungdomsårene, moren som døde, faren som drak, de gamle venner, konen som han forlod. Det er en historie om brændende lidenskab og forbudt kærlighed, om vold, sorg og svigt. Margret, Aris bedstemor, elsker sin mand højt, men længes efter den kloge rektor Torkel, som lærer hende at se på stjerner. Ari elsker sin kone, men er hende utro. Nu ligger han på et hotelværelse i Keflavik og lytter til en kvinde i naboværelset, som synger: ”Sig mit navn som kun du kan sige det, så ved jeg, at jeg er til.” Hvor stor kan sorgen være? Ja, nogenlunde på størrelse med universet. “Storslået. Vi flyver, vi græder, vi ånder hele verden ind i dette epos om en slægt, der kunne leve til alle tider. Sådan er en forfatter, der mener noget med det, han skriver. Og selv kan skrive en mening frem. Hvert år er der måske kun en enkelt nordisk roman, der rager op over alle de andre og sætter barren. Der kunne stå Jón Kalman Stefánsson: Nogenlunde på størrelse med universet på det ene værk. For netop det er det: nogenlunde på størrelse med universet. … Jón Kalman Stefánsson er blevet nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris hele fire gange. Senest for Fisk har ingen fødder . Endnu er han ikke kommet igennem nåleøjet. Måske fordi han fortjener en pris nogenlunde på størrelse med universet.” – Liselotte Wiemer, Weekendavisen ”Jón Kalman Stefánssons prosa er elegant, frit strømmende og lyrisk klingende … Det er de skønneste historier. De er erotiske, kærlige, humoristiske, sorgfulde og bitre, sådan som de gengives af den allestedsnærværende fortæller, som svæver ud og ind af romanens skæbner, indtil alt har samlet sig i en fuldtonende litterær fuga … Kan man som Jón Kalman Stefánsson se det store i det små, da bliver ikke bare kærligheden, men også livet nogenlunde på størrelse med universet. Og lige så stjernetindrende forunderligt.” – Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten, ******