Mads Pedersen og Per Bausager Mads P - væddeløber og verdensmester

Verdensmesteren Mads Pedersen fortæller ærligt og bramfrit om sine største sejre og mest smertelige nederlag og tager læseren med ind til cykelsportens inderste væsen. Cykelstjernen Mads Pedersen fik sin første mountainbike som otteårig, og hans kometagtige karriere nåede et foreløbigt højdepunkt, da han som den første danske cykelrytter nogensinde blev professionel verdensmester på landevej. Mads P, som de fleste kalder ham i dag, er kendt og elsket blandt cykelfans – ikke blot for sine resultater, men i høj grad også for sin bramfri tone og skarpe evne til at spotte anekdotisk materiale. Denne selvbiografi er rig på interessante og underholdende historier fra landevejen. Han tager os med helt ind i maskinrummet og fortæller om de mange måneders forberedelser til store løb, om monstertræningspas og endeløse tests af materiel, og om de tanker, der farer gennem hovedet i finalerne i monumenter som Flandern Rundt og VM. Han beretter om sine største sejre, men taler også åbent om svære tider og smertelige nederlag som fx et dramatisk styrt under Paris-Roubaix, hvor han ellers var ved at køre sig i vinderposition, og endelig giver han sit åbenhjertige syn på ryttere som Kasper Asgreen, Michael Valgren, Magnus Cort, Søren Kragh, Matthieu van der Poel, Alberto Contador m.fl. Bogen er blevet til i et nært samarbejde med vennen Per Bausager, som selv er tidligere professionel cykelrytter og kender vejen ind til cyklingens inderste væsen. Via lange samtaler med Mads P selv og netværket omkring ham (familie, ledere, trænere og konkurrenter) forsøger Per Bausager at nå frem til en forklaring på, hvad der har gjort Mads P til en så markant figur i cykelsporten. Mads P’s uforfærdede vilje til at fortælle hudløst ærligt om sine oplevelser er ikke hverdagskost i en tid, hvor sportsfolk optræder meget kontrolleret, og slet ikke for en ung stjerne med mange år foran sig. Men som han svarede, da Per Bausager på en cykeltur spurgte, om de skulle lave denne bog sammen: ”Ja, men kun hvis jeg kan fortælle præcis, hvordan jeg oplever tingene, og der ikke bliver censureret i det”. Sådan er det blevet.