A. S. Byatt Børnenes bog

"Børnenes bog" er en overvældende roman om England i perioden 1885-1919, et stort, episk-historisk tidsbillede af den "edwardianske sommer": den idylliske, gyldne periode, der endte i Første Verdenskrigs blodige kaos. Det er en roman, der afslører de spændinger under overfladen, som idyllen skjulte, og som bragte død og undergang med sig, især for den generation af børn, der voksede op omkring århundredskiftet. Romanens centrum er familien Wellwood, og familiens centrum er Olive, moderen, der lever af at skrive eventyrhistorier for børn. Det er tiden, hvor J.M. Barrys Peter Pan og Kenneth Grahames Vinden i Piletræerne bliver til, og Lewis Carrols Alice i Eventyrland ligger ikke langt tilbage. Det nye, frie syn på børn og børneopdragelse præger den store og brogede familie, der også tæller Olives barnløse søster og en ægtemand, der har forladt sit job i Bank of England for at leve det frie, bohemeagtige liv på landet. Familiens vennekreds omfatter især kunstnere og akademikere, og i hjemmet mødes alle til fester og sammenkomster, der er præget af fantasi, frihed, historiefortælling, optræden og samtaler om kunst og politik. Børnene løber frit omkring mellem de voksne, fra festen til hulen i skoven og tilbage igen - her er ingen "ses, men ikke høres"-opdragelse. Gennem personportrætterne tegner Byatt et mangefacetteret tidsbillede: Olives døtre er præget af den fremvoksende feminisme, den ældste, Dorothy, vil være læge, en anden datter, Hedda, vil kæmpe for kvinders stemmeret. Begge løber igen og igen panden mod en mur, ikke mindst i universitetsverdenen, efterhånden som de vokser op og oplever kvindens levevilkår på egen krop. Sønnen Tom, derimod, er en enspænder, som helst bevæger sig i det fri og har mere at gøre med ræve og fugle end med mennesker. Olives nevø Charles bliver involveret i den tyske anarkistiske bevægelse og skifter navn til Karl. Olives nære ven, den excentriske og feterede keramikkunstner Benedict Fludd, har også to døtre, som begge er en uundværlig kilde til faderens enestående skaberkraft, men som viser sig også at være ofre for den på en måde, som afsløres hen mod slutningen. Også tidens skarpe klasseskel ridses levende op gennem portrættet af drengen Phillip, der flygter fra fattigdommen i de nordlige minedistrikter og på det nærmeste bliver adopteret af først familien Wellwood og siden af Fludd, der oplærer ham i kunsten. På godt og ondt er alle romanens børn levende eksempler på konsekvenserne af deres forældres forsøg på at gå nye veje. Olive, hendes mand og omgangskreds er en del af den nye, radikale omskabelse af barndommen som idé, men de voksne svigter grusomt i forhold til deres egne børn. Og da det kommer til stykket, er hulen i skoven og den legende opdragelse måske lige så illusorisk som den edwardianske sommeridyl, der så brat bliver flået i stykker af Verdenskrigen. "Børnenes bog" er en forbløffende roman. Den fortæller HELE historien. For læserens øjne genskaber den en æra, der glitrede af fremtidshåb, skønne ideer og liv og grøde i alle kroge, men hvor forholdet mellem forældre og børn, mellem kunst og sandhed, mellem ideer og virkelighed var lige så komplekst og fuld af faldgruber som i dag. Når man samtidig får en gribende, nærgående skildring af en generation af børn, deres opvækst, deres kampe med sig selv og med verden